Udkom oktober 2021

Oplev den nye bog fra
Hanna Snorradóttir

Køb bogen her
Nordisk Visdoms Portal – Forside

Udkom oktober 2021

Oplev den nye bog fra
Hanna Snorradóttir

Forudbestil bogen her

Bogens forord af Kirsten Stendevad

Jeg er bevæget over at sidde med Hanna Snorradóttir´s digre værk i hånden. Det er som om hun har samlet alt det, jeg uden helt at vide det har savnet det meste af mit liv: fortrolighed med min særligt nordiske kvindelige essens og bevidsthed om min unikke nordiske gudindekraft og visdom. Nok har jeg lært om nordisk mytologi i skolen, men på en lettere tegneserieagtig måde, der kun var en rudimentær og meget maskulin vinklet smagsprøve på de gemte, glemte sandheder, der ligger i vores nordiske esoteriske kulturarv. Denne bog giver adgang til den dybe spirituelle indsigt og de vidtrækkende feminine perspektiver der i dén grad savnes i den kollektive dna på (også) disse breddegrader.

Da jeg selv grundlagde en Gudindeskole i 2003, var det med udgangspunkt i den græske og senere østerlandske og egyptiske mytologi samt kristendommens kvindelige figurer såsom Maria Magdalene. Ideen opstod på en erhvervskonference i New York med kvindelige ledere fra hele USA, hvor vi blev enige om, at der var så få rollemodeller for feminint lederskab (ikke at forveksle med ledere af kvindekøn) i erhvervsliv og samfund at vi var nødt til at gribe til mytologiens skikkelser for at finde nogle valide eksempler på lederskab i integritet med den feminine mystik. Vi vidste intuitivt, at vi var nødt til at steppe op og insistere på Feminin Kraft, for allerede dengang var verden på en selvdestruktiv katastrofe kurs på grund af maskulint overdrive. Nogle måtte gøre noget, og vi var og er klar over, at verdens skæbne denne gang ligger i især frie, vestlige kvinders hænder, og at vi alle må tage et nyt lederskab, om vi har en formel lederstilling, er iværksættere eller blot ildsjæle med fornemmelse for tidsånden.

På Gudindeskolen, som siden blev til Akademi for feminint lederskab, ville jeg ønske jeg havde kunnet henvise til denne bog. For Hanna kommer vidt omkring, både historisk, kulturelt, psykologisk og åndeligt, således at man får den helhedsforståelse for vores formødres oplysthed, som man ellers skal lede længe efter i sjældne, spredte kilder. Hanna har gjort det store arbejde for os andre med at samle, tyde, tolke og efterprøve budskaberne i de fortællinger, der har været overleveret fra generation til generation. Ligeså berigende det er at få indblik i gamle myter og sagn, ligeså relevant er det at få indsigt i Hannas nutidige anvendelse af dem, som viser den moderne heltindes udviklingsrejse fra almindelig hverdagsbevidsthed ned i sjælens mystiske mørke og ubevidste lag, gennem sorger og glæder, undfangelse og liv, død og genfødsel. Tak fordi bogen ikke kun er en teoribog, der er til at blive tør i trussen af, men også indeholder en levende, saftig bid kvindehistorie, som de fleste kan spejle sig i. Ikke mindst tak for at bogen også indeholder helt konkrete ideer til, hvordan vi moderne kvinder ved hjælp af jordnære ritualer og refleksionsøvelser kan genoplive kont(r)akten med den feminine krafts cykliske natur og dermed genetablere den tabte forbundethed til den iboende og omkringliggende Natur.

Mange af os er vokset op uden at vide, at vores formødre rummer andre arketyper end farlige hekse, udmattede husmødre, fallerede skøger, underkuede pigebørn, tilpassede hustruer og mænd med bryster. Derfor har kvinder enten undertrykt deres feminine kraft, ladet sig maskulinisere eller adopteret patriarkatets fordom om, at femininitet er lig med svaghed og passivitet – altså det umodne feminine, som vi på uretfærdig vis har sammenlignet med det modne maskuline og derfor fundet for letbenet og luftigt til at være sideordnet med den maskuline kraft. Heraf skævvridningen af magt og indflydelse i erhvervsliv og samfund.

Hanna giver liv til det galleri af stærke, positive, healende, guddommelige, værdige og effektfulde arketyper, enhver kvinde rummer, og som hun kan trække på, hvis hun er bevidst om sin evne til at fremelske dem i sig selv og sine omgivelser. Jeg ser hver dag i mit arbejde med at forløse, fremkalde og forædle fremtidens ledere, hvorfor den feminine kraft er blevet undertrykt. Det er fordi, et menneske, der tager den til sig ikke alene bliver fredfyldt, kærlig, empatisk og lykkelig. Man bliver også kreativ, innovativ, modig og uovervindelig. Og dermed umulig at kontrollere for dem, der abonnerer på den maskuline definition på magt – nemlig magt over andre, i stedet for den feminine version af magt, som først og fremmest er magten over sig selv.

I dag er det ikke kun kvinder men alle køn, der skal praktisere lederskab baseret på den feminine model, hvor vi sætter det livgivende og livbærende aspekt først, og bruger vores maskuline kraft til at beskytte, støtte op om og handle på det vi aner, længes efter, føler, mærker og fornemmer.

Hvis vi skal overleve som art, bliver vi nødt til at vække den glemte, gemte gudindekraft. Tak til Hanna for det store arbejde med at studere, samle, erindre, eksperimentere med og nedskrive disse vigtige budskaber fra fortiden, som kan hjælpe os med at skabe en lys fremtid.

Denne bog ikke blot relevant for os i Norden, men også for resten af kloden, som et af de særegne nordiske bidrag til Verdensmoder energifeltet.

København august 2021

Kirsten Stendevad
Forfatter til Fremtiden er Feminin – 7 Spilleregler i det 21. århundredes Lederskab og Moderskab som Karrierefordel m.fl.

Grundlægger af Illumina International Leadership Academy

Nordisk Visdoms Portal – Forside